Mandraki Havnen

Rhodos
Mandraki-havnen

Det første man får øje på, er de to store søjler med broncehjortene på toppen. Disse hjorte har en særlig betydning for øen. Rhodos var frygteligt plaget af slanger. Man spurgte oraklet i Delfi til råds. Oraklet gav det svar, at Phorbas fra Thessalien kunne skaffe øen af denne plage. Phorbas tog imod opfordringen og rejste til Rhodos sammen med et større antal hjorte. Det viste sig, at hjorten har en særlig evne til at dræbe slanger med sine hurtige forben. Som tak udråbte befolkningen Phorbas til konge, og han siges at have været en god og mild regent. Hjortene blev næsten udryddet under den tyske besættelse, hvor man var ved at dø af sult på øen. Et par steder i byen er der indrettet hjortereservater. Hvis man kigger ned i de dybe voldgrave, som omgiver den gamle bydel, vil man ofte få øje på en lille hjorteflok. 



Mandraki har ikke altid været så malerisk som den står i dag. Tidligere var det riddernes flådehavn – i middelalderen også kaldet Galejhavnen. Yderst på molen ligger Sct. Nicolas Fortet, som var hovedmål for tyrkernes angreb under de 2 belejringer. Sct. Nicholasfortet er opført i 1464. Sct. Nicholas er skibsfartens og de søfarendes helgen. Han blev dyrket meget i den østlige del af Middelhavet og havde formentlig større betydning end Poseidon. I dag dyrkes Sct. Nicholas over hele jorden som vores elskede julemand. Før han blev julemand, var han som bekendt biskop i Myra i Lilleasien. Tårnet til fortet er i dag indrettet som fyrtårn. Det er muligt at komme op i det, og der er en dejlig udsigt over havnen. Et andet karakteristisk syn er de tre gamle vindmøller fra riddertiden. Der ligger også en masse små spisesteder på og ved havnen eller i de nærliggende markedshaller. Ved Mandrakihavnen ligger der også et akvarium.